Early Warning giver tryghed i en utryg situation

Erfarne eksperter hjælper Karina Uno og Michael Nygaard gennem lukning af deres VVS-virksomhed. De anbefaler andre med en virksomhed i krise at henvende sig til Early Warning hurtigst muligt.

Det er en særdeles svær beslutning for ægteparret Michael Nygaard og Karina Uno, da de vælger at lukke deres virksomhed.

Gennem et år forsøger de at redde virksomheden Hvidbjerg VVS nord for Struer. Det sker med hjælp fra Early Warning, som har til opgave at hjælpe kriseramte virksomheder, men ægteparret vælger til sidst at dreje nøglen.

Vi tør ikke tænke på, hvor vi havde været uden Early Warning. Vi har følt os i trygge hænder i en meget utryg situation og fået uvurderlig hjælp fra både den frivillige rådgiver, væksthuskonsulenten, advokaten og revisoren”, siger Michael Nygaard og Karina Uno.

Gennem mange måneder knokler de ihærdigt for at vende skuden med hjælp fra en frivillig rådgiver i Early Warning. Men da to ansatte siger op samme dag, uden de kan finde nye svende til at fortsætte deres arbejde, giver de op.

Udvider fra en til fem ansatte

Virksomheden har de drevet siden maj 2005, hvor Michael Nygaard overtager Hvidbjerg VVS med en ansat, og hurtigt udvider med en ansat mere.

Familien flytter ind på den nedlagte landbrugsejendom, og i starten tager Karina Uno sig af det administrative, men hun får et deltidsjob som lærer og er samtidig involveret i virksomhedens drift.

I 2009 er virksomheden vokset til fem ansatte, men indtjeningen begynder at halte, og virksomheden kommer i krise. Efter et par år kontakter ægteparret brancheforeningen, som henviser til Væksthus Midtjyllands Early Warning-konsulent Niels Ole Hansen.

Ægteparret bag Hvidbjerg VVS trænger i den grad til at få andre til at vurdere mulighederne i virksomheden, men de har ingen penge.

Jeg fortæller, at vi er nede at skrabe bunden og ikke ejer en klink til rådgivere. Men heldigvis tilbyder Early Warning hjælp, uanset hvordan ens økonomi har det. Det betyder rigtig meget, for når økonomien er presset, hyrer man som lille virksomhed ikke bare en revisor og advokat”, påpeger Michael Nygaard.

Konsulent Niels Ole Hansen fra Væksthus Midtjylland vurderer efter en samtale med parret, at den frivillig rådgiver Henning O. Jensen, der er en erfaren erhvervsmand, har den viden, der er brug for. De to besøger parret bag Hvidbjerg VVS.

Strategi for at vende skuden

Sammen med Henning O. Jensen lægger ægteparret en strategi for virksomhedens overlevelse plan A, som skal vende skuden. Samtidig skitserer han en plan B, som betyder, at virksomheden lukkes, og de søger gældssanering.

Men ægteparret vil kæmpe for deres virksomhed, og går i gang med plan A med gode råd og opmuntring fra Henning O. Jensen.

Vi forventer, at vi kan vende virksomhedens nedadgående spiral ved at give alt, hvad vi har i os. Vi vil ikke give op. Med inputs fra Henning udarbejder vi en femårsplan med delmål og sætter tid på, hvornår vi skal nå dem”, fortæller de.

Ægteparret gennemgår alle udgifter med en tættekam, og det lykkes at spare en del på forsikringer og edb.

Den frivillige rådgiver deltager også sammen med revisoren i et møde i banken med det mål at få renterne sat ned.

Det er en stor hjælp at have en professional erhvervsmand som Henning med. Han lader os føre ordet, men alene det at han er med betyder, at banken ser på os med andre øjne. Vi jævne folk kan godt blive lidt kuet, når vi er til møde i banken”, mener Karina Uno.

Banken vurderer, at redningsplanen ser fornuftig ud, og det lykkes at få forhandlet renterne ned.

Arbejdspres slider på familien

Det hjælper lidt på økonomien, men der er stadig ikke arbejde nok i perioder, og samtidig knokler Michael Nygaard både tidligt og sent, og det slider på familien.

Det, der får bægeret til at flyde over, er, at de to svende kommer og siger op samme dag uafhængigt af hinanden. Det er ikke muligt at få afløsere for dem. Heller ikke via jobcentret.

Ægteparret beslutter at smide håndklædet i ringen og ty til plan B, selvom de på ingen måde havde forestillet sig, at det ville blive aktuelt.

Men på det tidspunkt har vi ikke flere kræfter - hverken mentalt eller fysisk”, fortæller de.

Søndag sender Karina Uno en mail til den frivillige rådgiver og konsulenten i Væksthus Midtjylland og fortæller, at de ikke kan mere og gerne vil sætte gang i plan B.

Allerede tirsdag bliver de indkaldt til møde med en advokat i Aarhus, som Early Warning samarbejder med.

Hårdt at skrive under på konkursbegæringen

Vi er meget glade for, at alt går så hurtigt, når nu beslutningen er taget. Jeg er ked af det, da jeg skriver under på konkursbegæringen hos advokaten, men samtidig er jeg ikke i tvivl om, at det er det bedste for os”, siger Michael Nygaard, der som direktør for selskabet sætter sin underskrift.

Men ægteparret hæfter begge for gælden og bliver oplyst om mulighederne for at søge gældssanering. En uge efter er de til skifteretsmøde i Holstebro, og der bliver indledt en konkurssag.

De ansatte bliver informeret, og det samme bliver banken og revisoren.

Det er en underlig situation, da de ansatte af advokaten bliver bedt om at tage deres ting og gå hjem den 29. april 2013”, husker Michael Nygaard og Karina Uno.

I januar 2014 er konkursboet afsluttet. Inden beslutter de frivilligt at flytte fra gården til en lejet bolig 500 meter væk, og gården bliver solgt på en tvangsauktion. Undervejs er den frivillige rådgiver i aktion igen og er bl.a. igen med til møde i banken sammen med revisoren.

Nøjagtig et år efter Michael Nygaard underskriver konkursbegæringen med rystende hænder, får parret bevilget gældssanering.

Nu har de taget hul på tre økonomisk barske år, hvor de betaler af på gælden, men der er lys for enden af tunnellen.

Henning har trøstet os med, at når vi kom ud på den anden side, ville alt se lysere ud. Det er svært at se, når man sidder midt i suppedasen. Men han havde ret”, fastslår Michael Nygaard.

I gode hænder gennem et turbulent år

Ægteparret ser det som en stor fordel, at de kom i kontakt med Early Warning.

Vi har følt os i gode hænder hos Early Warning hele vejen igennem det turbulente år. Hvis ikke vi havde fået så meget kvalificeret hjælp, var det endt med, at gælden bare var vokset”, siger de i dag.

At ægteparret selv tager beslutningen om at dreje nøglen betyder, at de føler, de er kommet ud med æren i behold.

”Vi bor i et lille lokalsamfund, og det betyder meget, at vi ikke skal gå rundt og skamme os. Det er ikke flovt. Tværtimod viser det økonomisk ansvarlighed, at man selv trækker stikket i tide, før gælden vokser endnu mere til skade for en selv og andre”, mener Karina Uno.

Nogle i lokalsamfundet har spurgt, om de vil flytte fra Thyholm. De forestiller sig, at det er svært at bo i et lille samfund, hvis man er gået ned med sin virksomhed.

Men det har vi ingen planer om. Vi er glade for at bo her, og det skal ikke gå ud over vores fire børn”, siger de.

Andre har udtrykt forundring over, at de selv lukkede virksomheden.

Men når vi har fortalt, at vi har kæmpet for virksomhedens eksistens gennem et år og ikke kunne mere, møder vi forståelse. At vi har haft Early Warning ind over har gjort det lettere for os selv at tage beslutningen”, siger Michael Nygaard.

Efter 16 år som selvstændig blev han ledig. Men kun i tre uger. For han har fået job hos det lokale vandværk, som er en af hans tidligere kunder. Og han kommer derigennem ud til flere forhenværende kunder.

Michael Nygaard har ikke helt vænnet sig til ikke at være selvstændig mere. Men de nyder begge, at de fire børn fra 2-14 år oplever, at deres far er hjemme, og at der er tid til drivhuset, som står fuld af planter.

Om der senere spirer en virksomhed op, afviser de ikke. Men foreløbig er de begge kureret og glade for at være lønmodtagere.

keyboard_arrow_up