Indenretlig rekonstruktion

Formålet med en rekonstruktion er at videreføre en virksomhed, der er levedygtig, men midlertidigt ude af stand til at betale sin gæld. Der findes forskellige rekonstruktionsmodeller, som både kan anvendes hver for sig og i kombination med hinanden.

Valget af rekonstruktionsmodel afhænger af den enkelte virksomhed og den konkrete situation. En rekonstruktion kan både gennemføres via skifteretten (indenretlig rekonstruktion) eller som en aftale mellem kreditorerne (udenretlig rekonstruktion).

Konkurslovens regler om indenretlig rekonstruktion trådte i kraft den 1. april 2011. Reglerne erstatter de gamle regler om betalingsstandsning og tvangsakkord og indeholder en række markante ændringer i forhold til de gamle regler.

Formålet med de nye regler om rekonstruktion er at gøre det lettere at redde virksomheder, der har økonomiske problemer og eneste alternativ er konkursbehandling.

Din virksomhed kan tages under rekonstruktionsbehandling, hvis virksomheden er insolvent, hvilket vil sige, at virksomheden ikke er i stand til at betale sine gældsforpligtelser, efterhånden som de forfalder, og den manglende betalingsevne ikke blot er midlertidig.

Begæring om rekonstruktion

Hvis din virksomhed er insolvent, kan du selv indgive en begæring om rekonstruktion for virksomheden. En eller flere af dine kreditorer kan ligeledes indgive en begæring om rekonstruktion mod virksomheden.

Din begæring om rekonstruktion skal indgives til skifteretten i den retskreds, hvor virksomheden ligger. Begæringen skal indeholde en række formelle oplysninger om virksomheden samt en opgørelse over virksomhedens aktiver og passiver og en kreditorliste. Du skal samtidig indbetale en retsafgift på 750 kr. til skifteretten.

Skifteretten vil tage virksomheden under rekonstruktionsbehandling, hvis skifteretten finder det dokumenteret, at virksomheden er insolvent.

Skifteretten vil samtidig udpege en advokat som rekonstruktør samt en revisor som regnskabskyndig tillidsmand. Du skal i din begæring om rekonstruktion selv oplyse, hvilken advokat og revisor, du ønsker udpeget samt vedlægge en erklæring fra de pågældende om, at de er villige og habile til at påtage sig hvervet. Skifteretten vil som udgangspunkt udpege den pågældende advokat og revisor.

Hvis virksomheden tages under rekonstruktionsbehandling, skal den, der har indgivet begæringen herom - dvs. dig selv eller en kreditor - indbetale 30.000 kr. i sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved en eventuel efterfølgende konkurs. Hvis der er tinglyst et virksomhedspant, nedsættes beløbet dog til 15.000 kr., idet virksomhedspanthaver i så fald også skal stille sikkerhed.

OBS! Hvis din virksomhed drives i personligt regi - og ikke i et selskab - omfatter rekonstruktionen både virksomheden og dig personligt.

Rekonstruktionsbehandlingen

Virksomhedens drift fortsætter normalt uændret under rekonstruktionen. Dette indebærer, at du /den hidtidige ledelse fortsat skal lede virksomheden under rekonstruktionen. Den udpegede rekonstruktør skal dog give samtykke til dispositioner af væsentlig betydning.

Rekonstruktøren skal senest en uge efter rekonstruktionens indledning sende en meddelelse om rekonstruktionen til alle kendte kreditorer. Kreditorerne opfordres i skrivelsen til at opgøre og anmelde deres krav pr. rekonstruktionsdagen over for rekonstruktøren, så virksomhedens samlede gæld kan opgøres.

Det er i starten af rekonstruktionen endvidere vigtigt, at du selv orienterer virksomhedens leverandører, kunder og samarbejdspartnere om rekonstruktionen. Herved sikrer du, at virksomhedens kommercielle og forretningsmæssige relationer bevares bedst muligt.

Du skal samtidig i dialog med virksomhedens pengeinstitut (eventuelt et nyt pengeinstitut) for en drøftelse af virksomhedens fremtidige finansiering. Der skal i den forbindelse ligeledes indgås aftaler vedrørende finansieringen af driften under rekonstruktionen.

Det er endvidere vigtigt, at virksomhedens medarbejdere løbende orienteres om rekonstruktionen, så de forstår hvad der sker og skal ske - og hvorfor.

Gennemførsel af rekonstruktionen

Rekonstruktionen skal munde ud i enten en tvangsakkord med kreditorerne eller en virksomhedsoverdragelse, hvor man sælger hele eller dele af virksomheden.

Rekonstruktøren og tillidsmanden skal i samarbejde med dig lave en rekonstruktionsplan, som i hovedtræk beskriver, hvordan man vil redde virksomheden. Rekonstruktionsplanen skal vedtages på et kreditormøde i skifteretten, som afholdes senest fire uger efter rekonstruktionens indledning.

Hvis rekonstruktionsplanen forkastes af kreditorerne, ophører rekonstruktionen og virksomheden vil automatisk blive taget under konkursbehandling.

Hvis rekonstruktionsplanen vedtages, fortsætter rekonstruktionen som hidtil. Rekonstruktøren og tillidsmanden skal herefter i samarbejde med dig udarbejde et rekonstruktionsforslag, som i detaljer beskriver, hvordan man vil redde virksomheden.

Kreditorerne skal stemme om rekonstruktionsforslaget. Hvis rekonstruktionsforslaget vedtages, vil skifteretten stadfæste forslaget, hvorefter den vedtagne tvangsakkord eller virksomhedsoverdragelse kan gennemføres.

Hvis rekonstruktionsforslaget forkastes, tages virksomheden under konkursbehandling.

En rekonstruktion kan maksimalt vare 11 måneder. Hvis der ikke er vedtaget et rekonstruktionsforslag inden 11 måneder, tages virksomheden automatisk under konkursbehandling.

keyboard_arrow_up