Bryggeri med autister blev reddet ud af konkurs med hjælp fra Early Warning

Frivillig rådgiver fra Early Warning trådte til, da en skattegæld og et tab af den største kunde sænkede firmaet LevAs i København, der hjalp autister med støttetilbud. Datterselskabet blev reddet ud af konkursen.

Med en skattegæld på ryggen og et tabt offentligt udbud fra den største kunde, skulle der ikke meget til at vælte læsset i de to Carlsen-brødres virksomhed LevAs. Virksomheden endte da også i konkurs, da en mindre aftale gik i vasken.

Frivillig rådgiver fra Early Warning hos Væksthus Hovedstadsregionen fik dog begrænset skaderne, så brødrene kunne fortsætte med datterselskabet, bryggeriet People Like Us.

Ville hjælpe autister i arbejde
Brødrene Jesper og Lars Carlsen havde i 2009 stiftet LevAs samt LevAsBo. Virksomheden hjalp autister og andre med psykiske diagnoser med støttetilbud, beskæftigelse og botilbud, fortrinsvis gennem aftaler med en række kommuner.

Da det gik bedst, havde LevAs tilknyttet omkring 70 medarbejdere, hovedparten med autisme. Brødrene var iværksættere og ildsjæle, der gik mere op i at hjælpe autister til at bruge den særlige evne til at koncentrere sig end at drive deres egen virksomhed som forretning.

Det kom til at koste os dyrt, at vi ikke havde ordentligt styr på bogføring. I virkeligheden var det et par banale fejl af os og vores revisor, der gjorde, at vi et par år efter opstarten ikke fik betalt den skat, vi skulle. Den skattegæld kom vi aldrig af med, siger Lars Carlsen.

Taber udbud fra største kunde
I foråret 2016 havde LevAs samarbejder med 18-19 kommuner. Den ubetinget største kunde var Københavns Kommune, der stod for omkring halvdelen af LevAs’ omsætning.

Der sker så det, at Københavns Kommune vælger at sætte den ydelse, vi havde leveret i flere år, i offentligt udbud, og det udbud taber vi. Det er et alvorligt slag, siger han.

Brødrene bliver enige om, at de må finde forretning uden for kommunalt regi og kommer på en idé om at åbne et bryggeri udelukkende bemandet med autister og andre med psykiske diagnoser. De får stifteren af det anerkendte bryggeri Mikkeller med på ideen og åbner i starten af 2017 People Like Us som datterselskab til LevAs.

Kort tid efter er der forvirring om aftaler med et par andre kommuner, og en kommune trækker en aftale tilbage. Resultatet bliver, at kassen er tom. Vores virksomhed går ned med et brag, siger Lars Carlsen.

Som at komme hjem til mor
Nærmest i panik sætter brødrene sig til at søge hjælp på nettet og helt tilfældigt lander de hos Early Warning, som de tager kontakt med gennem Væksthus Hovedstadsregionen.

Det gav ro på med det samme midt i en enorm følelse af skamfuldhed over for medarbejdere og omverden. Det var nærmest ligesom at komme hjem til mor og få en kop the og få at vide, at det nok skal gå – også selv om vi godt vidste, at virksomheden havde lidt et alvorligt knæk og formentlig måtte lukke og slukke, siger Lars Carlsen.

Den frivillige rådgiver fra Early Warning hjælper brødrene med at få overblik over økonomien, at søge efter mulige investor og i det hele taget gøre alt for, at katastrofelandingen bliver så blød som mulig.

Det går så op for os, at havde vi bare taget kontakt til Early Warning et par år tidligere, kunne vi havde reddet LevAs som virksomhed, siger han.

Redder datterselskabet
Datterselskabet, bryggeriet People Like Us, bliver dog reddet. For det viser sig, at der – trods brødrenes manglende økonomiske kompetencer og dermed oplagte risiko for flere banale fejltagelser – ikke har været blandet økonomi mellem LevAs og People Like Us.

People Like Us er i dag en selvstændig og sund virksomhed, der har 20-25 tilknyttede medarbejdere, som lider af autisme eller lignende. Og hvad har Lars Carlsen lært:

At betale skat, det er helt sikkert, vi skal ikke løbe ind i samme problemer igen.

Om Early Warning frivillig
Jan Helvig er frivillig rådgiver i Early Warning. Jan er, med en bagrund som cand. merc. aud. og mange års erfaring indenfor økonomi, økonomistyring, finansiering og ledelse, et af Early Warnings stærke kort, ikke mindst når det handler om at få overblik over økonomi og indtjening, og at få truffet de rigtige beslutninger.

keyboard_arrow_up